Om SkiSchoolOnline
SkiSchoolOnline organiserer børneskiskole og skiskole til unge og voksne med dansktalende skiinstruktører i Frankrig, Italien og Østrig. Vi sikrer ganske enkelt, at du kan få undervisning af danske skiinstruktører på en bred vifte af destinationer. Vores skiinstruktører er ansat i de lokale skiskoler.
Vigtigt – Alle vores destinationerne er forskellige!
Det vigtigste for SkiSchoolOnlines entutiastiske instruktører er at inspirere dig til at blive bedre på ski – uanset dit niveau.
Læring skal være sjov. Derfor er vores mål at udvikle dig gennem velovervejede øvelser og udfordrende leg. Alt sammen med det formål at give fantastiske oplevelser i den hvide verden.
Lidt historie
Op gennem 90’erne kunne man hvert år i de danske medier læse om nye arrestationer af danske skiinstruktører, nye retssager og nye konfrontationer mellem rejsebureauer og de franske myndigheder. Chikane og svære arbejdsvilkår var tilbagevendende begivenheder for de danske skiinstruktører i Frankrig.
Forud for vinteren 2001-2002 fik galskaben en ende. Ikke flere snebolde i hovedet til instruktøren, ikke flere arrestationer og ikke flere bekymringer for, om det mon var i dag, at undervisningen skulle blive forstyrret af samtaler med politi og franske skilærere – Fra december 2001 blev instruktørerne ansat i de lokale franske skiskoler. Udviklingen var starten på en ny æra og afslutningen på en anden. Tidligere var instruktørerne ansat af et rejsebureau til at undervise rejsebureauets gæster.
Ansættelsen af danske instruktører i de lokale skiskoler betød, at vi kunne begynde at tilbyde skiskole til alle danskere uanset hvilket rejsebureau de rejste med – dansk skiskole blev derved åben for alle danske skiløbere.
Om instruktørerne
SkiSchoolOnline har tilbudt undervisning med danske instruktører i Alperne siden 2001. Vores instruktører I Frankrig har alle taget skiinstruktøreksamen (PSI) og har stor undervisningserfaring.
En stor del af vores skiinstruktører har desuden taget den højeste europæiske eksamen ‘EuroSkiPro’, som giver dem samme status som de højest uddannede instruktører i Alperne og ret til også at undervise i off – pisten.
De danske skiinstruktører er lønnet af de lokale skiskoler, og er i det hele taget ansat på lige vilkår med de lokale instruktører. De kører i den lokale uniform, de benytter skiskoleindgangen og alle andre faciliteter, der tidligere var forbeholdt de lokale skilærere.
Vi glæder os til at se dig i sneen.